Quantum - Tardigrade Tactical

 

Disclaimer: Et praktisk review af TacOut's grejtester "Ronny" - 

 

Endelig kom det længe ventede Quantum-bælte fra danske Tardigrade Tactical, og endelig fik jeg fingre i et!

Hvem dælen er jeg så, og hvorfor skulle min holdning til et stykke grej tælle for noget? Du får den korte version, for det handler om bæltet, og ikke, hvem jeg er, men her goes. 8 år i Forsvaret, med to udsendelser til Afghanistan. 10 år i politiet, alle år som operativ på gaden, og de sidste 3 år som reaktionspatruljemand.

Ud over det, skydeinstruktør i både politiet og forsvaret, og ivrig IPSC-skytte.

Så jeg har mange arbejdsområder, hvor der stilles krav til grejet.

Og grej, der skal kunne performe i alle disse sammenhænge, stilles der i særdeleshed store krav til!

 

 

Hvad er Quantum-bæltet?

Tardigrade Tactical ville udvikle et bælte til operative slutbrugere, som bærer meget grej, og som bevæger sig meget i mere eller mindre uhensigtsmæssige stillinger, både til fods og siddende i biler, ligesom de har ønsket at lave noget til gavn for IPSC-sportsskytter, som bevæger sig meget under skydning.

Quantum – bæltet leveres i forskellige konfigurationer, men grundidéen er den samme.

Der er Duty & Gunfighter Belt, som er 50 mm bredt, og så er der Shooter Belt, som er 40 mm bredt.

I dette review tales der udelukkende om Duty & Gunfighter – versionen, da det er det, jeg har testet.

Til bæltet kan man vælge forskellige bæltespænder, og man kan også montere de af politiets udleverede bæltespænder, således at det ikke kan ses, at man har selvindkøbt bælte på.

Det er et tredelt bælte med MOLLE og velcro på indersiden. Velcroen passer sammen med både sammen med forsvarets, politiets og Tardigrade Tactical´s eget Micron - inderbælte.

Det er velkendt, at flere politifolk døjer med kroniske skader grundet det udstyr, som de bærer rundt om hoften. Som politibetjent, selv hvis du kun medtager det absolutte minimum, så tæller udstyret stadig pistol, ekstra magasin, håndjern, stav, radio, lygte og peberspray. Put disse ting på et bælte, der er stift som et bræt, og absolut ikke designet med slutbrugerens velbefindende for øje, og du har kurs mod kroniske skader i hofter, lænd og ryg.

Personligt tog det mig 7 års tjeneste, før jeg tog mig sammen til at købe mit eget bælte. Dette gjorde jeg alene af komfortmæssige hensyn. Med købet af sit eget risikerer man en irettesættelse fra ledelsen, måske endda en tjenestelig ordre om at bruge det udleverede. Det var en risiko, jeg var, og er, villig til at løbe, for jeg skal holde mange år endnu. Tænk over det for din egen skyld!

 

 

 

Quantum Duty & Gunfighter Belt – Første indtryk

Bæltet leveres i en papæske, med info på fronten om, hvilken slags Quantum-konfiguration, du har valgt, og indeni finder man selve bæltet med det bestilte spænde monteret, tre afstivere, en produktfolder og et Tardigrade - klistermærke. Dejligt simpelt og effektivt. Ikke så meget pis og unødigt plastik!

Bæltet virker ved første øjekast utroligt velbygget. Og det ER velbygget!

Indstilling af bæltets længde er helt simpelt, med snipper i begge sider.

Ret genialt, så er MOLLE-hullerne placeret på indersiden, så bæltet udadtil stadig fremstår diskret. Det gør også, at taskerne, som man monterer, sidder mere ind til kroppen, og dermed sidder bedre fast. Man får også fuldt udbytte af sit inderbælte. På fronten er der vandrette MOLLE-huller, hvor man enten kan vælge at montere grej vandret, eller f.eks. montere plasticstrips, så man kan håndtere flere anholdte. Der findes nok ikke en betjent i de større byer, der ikke har prøvet at løbe tør for håndjern.

Næste ting, jeg var meget spændt på var, hvor ”sammenklappeligt” det egentligt var. Jeg bruger min skydebanetaske ganske meget, og som de fleste skydenørder, så er der aldrig nok plads i den skide skydetaske. Når jeg så endelig har fået skabt nok plads, så kommer der som regel et bælte med grej på, som ødelægger det hele. Og man kan også sagtens pakke det hele hjemmefra, og når man så er i gang på banen, så kan tingene lige pludseligt ikke være der.

Det skulle meget snart stå sin prøve.

 

 

Hvad har jeg brugt det til, og hvad er dommen?

Det startede med nogle enkelte ture til skydebanen, hvor skydetasken forblev ryddelig gennem hele turen, og bæltet passede perfekt i tasken. Helt tilpas stivhed i bæltet ved træk af pistolen og magasinskift. Jeg fandt ud af, at en konfiguration med to ud af tre afstivere, indsat i siderne, passer bedst til mit brug.

Masser af tørtræning og flere ture på skydebanen, hvor masser af bevægelse også indgik i programmet. Glad som en fed julegris gennem alt med det bælte her!

Så kom den helt store prøve af komfort under længerevarende brug. Meget vigtigt for især politifolk, hvor dagene meget nemt kan blive meget lange.

Jeg skulle passe min reservetjans i Forsvaret, hvor jeg virker som skydeinstruktør.

Det var lange dage, på gennemsnitligt 15 timer, hvor bæltet var på hele tiden. Pistol, magasiner til både riffel og pistol, drop pouch med indhold samt speedtimer i bæltet.

Ikke en eneste gang følte jeg ubehag! Ikke snerten af det overhovedet. Bæltet understregede her for mig, at det holder alt, hvad Tardigrade Tactical lover!

 

Dommen er klar, og den er nem! Det her er uden tvivl det bedste bælte, jeg nogensinde har prøvet! Jeg har prøvet andre mærker, og der findes nogle gode nogle derude, men til fælles har de, at der altid er en enkelt eller et par ting, som kunne være bedre. Med Quantum Duty & Gunfighter Belt kan jeg vitterligt ikke finde en eneste negativ ting.

Der var dog noget, der nagede mig, og det var prisen. Jeg mente til at starte med, at det var for dyrt, men allerede første gang, jeg havde det på, der indså jeg, at det ikke alene er samtlige kroner værd. Det kunne også sagtens være dyrere! Kvalitet koster, men her koster det ikke meget! Og lad os være ærlige, grejnørder… Vi har købt dårligere ting, til dyrere penge før!

Når man tænker på, hvor godt et bælte det her er, og hvor vigtig en investering det faktisk er for dig og dit helbred, hvis du er politibetjent, så bliver det lige pludseligt utroligt billigt! Og skulle du være i en kreds, hvor det er ildeset at gå i selvindkøbt udstyr, så enten vælg bæltespændet, der ligner det udleverede, eller bare brug det udleverede bæltespænde på dit nye yndlingsbælte fra Tardigrade Tactical.

Jeg overvejede om jeg skulle have Shooter-versionen også, men da mit IPSC-setup består af 50 mm grej, så bliver det til endnu en Duty-version. Yes, du læste rigtigt… Jeg skal have mig endnu et bælte, så jeg ikke skal skifte fra skyde-setup til patrulje-setup. Mere, mere, mere. Nyt, nyt, nyt!

Køb Quantum Duty & Gunfighter Belt fra Tardigrade Tactical. Det bliver det sidste bælte, du kommer til at købe, for SÅ godt er det!